Efter i 3 lange år at have sukket efter, tænkt på og håbet det måske ville ske, kom jeg endelig ud på The John Muir Trail (JMT)!
En god lille vandretur fra Yosemite Valley til Mount Whitney på omkring 350 km med 10 bjergtoppe at krydse plus Mount Whitney der er 4.5 km høj. Jeg snød dog lidt og startede lige efter Donohue Pass ved Yosemite - turene i Yosemite har jeg jo allerede gået ...
Jeg fik mine permits til stien i februar og har hele foråret i gennem været i gang med forberedelser: Opgradere gear, købe nye støvler, overveje om man skulle have en ny rygsæk, lave madplaner, gå tilbage og kigge på den gode rygsæk, købe vabelplaster, tage på endags "øve-hike", kigge lidt mere på den flotte rygsæk, købe mad, sende en pakke med forsyninger i forvejen, beslutte man ikke behøvede den nye rygsæk, pakke osv. Den sidste måned til halvanden inden jeg tog afsted, gik jeg konstant i mine støvler for at vænne mine fødder til dem (de var jo altså helt nye!).
 |
| Elevation over hele ruten |
Men så blev det endelig tid til at komme afsted! Jeg var antsy og klar til at komme ud i vildnisset! I hele 3 uger!
Så planen var rimelig simpel: Start ved June Lake og gå sydpå mod Whitney, hent ekstra forsyninger halvvejs (ca efter 9 dage), og gå ud ved Bubbs Creek til Kings Canyon "lige før" Mount Whitney efter ca 18 dage (fik desværre ikke permits til at klatre til toppen af Mount Whitney).
Men det ændrede sig selvfølgelig hurtigt så snart jeg kom i gang!
Første etape: June Lake til Muir Trail Ranch
Det startede dog som det skulle fra June Lake med en latterlig tung rygsæk på 25 kg og en stejl tur fra 7000 feet til 10.000 feet - en stigning på omkring 1000 m (1 m er ca 3.3 fod hvis man har lyst til at regne selv. Det blev en varm hård tur op til Thousand Island Lake, og jeg kom først sent frem til camp, selvom jeg havde startet tidligt. De første 13 km var gået!
Eftersom jeg allerede havde set lidt sneak-peak billeder fra Thousand Island Lake fra Jonette, havde jeg allerede besluttet at tage to overnatninger der. Det var sådan set også meget rart lige at give skuldrene tid til at komme sig over den første dags strabadser. De var jo slet ikke i form endnu!
Og Thousand Island Lake var helt i gennem smuk! Fuldstændig stille vand, blå himmel, sne på bjergene og vilde blomster. Men det var jo kun begyndelsen!
 |
| Thousand Island Lake |
Og så gik det ellers derud af. Det er ret utroligt så hurtigt det blev rutine: Stå op, spis morgenmad, pak telt sammen og pak tasken, gå, gå, gå, gå lidt mere, slå telt op, spis aftensmad, kravl i soveposen, repeat. Det tog mig ikke mere end et par dage at blive vant til den simple livsform!
4 dage inde var jeg godt på vej mod national monumentet Devil's Postpile/Reds Meadow. Det er relativt tæt på Mammoth Lakes, så der går daglige turistbusser dertil, og der er en lille butik, en cafe og bade man kan betale sig til. Alt i alt lød det som et meget fint stop til frokost! Dagen før havde jeg campet ved en lille sø ikke langt fra Red's Meadow, så jeg havde ikke langt at gå og kunne komme dertil før frokost og få tid til et bad og slappe lidt af. Da jeg kom i gang på stien om morgenen, var der dog helt utrolig meget røg i luften! Når man sådan går rundt i vildnisset, timer fra nærmeste civilisation og uden noget telefonservice, så kan man godt gå hen og blive lidt bekymret, når røg pludselig kommer bølgende gennem skoven.
Så jeg gik til og tænkte det nok var bedst bare at skynde sig til Red's og finde ud af hvor det brændte henne! På vejen stødte jeg ind i en anden hiker, og vi fulgtes ad til Red's i rask tempo. Da vi endelig kom derned, fandt vi ud af at det heldigvis ikke brændte "i nærheden" men på den anden side af nærmeste bjergryg - vinden blæste bare al røgen ned i Red's Meadow.
Så ud over et vidunderligt bad og en fantastisk sandwich fra den lille café, blev Red's Meadow et kort besøg. Det var så tilrøget, at der slet ikke var nogen grund til at blive der. Så jeg vandrede videre (op igen! Red's Meadow var helt nede på 7000 feet, og nu begyndte de rigtig bjergpas at komme) og Brandon (hikeren jeg mødte på vej til Red's) vandrede med. Starten på vores egen lille "trail family"!
 |
| Gammelt udbrændt område med udsigt til ny brand |
Lake Virgnia blev næste stop og den første virkelig hårde dag! Først gik det opad til Duck Pass, derefter ned til Purple Lake og så op igen til Lake Virginia. Det lyder ikke så slemt når man bare sige "op" og "ned". Men når "op" er 2000-3000 ft over et par mil, og "ned" er stejle nåle-sving ("switch-backs" på engelsk. Jeg hørte det først som "swiss-backs" og syntes det gav meget fin mening. Der er jo masser af dem i Schweiz) og den sidste "op" er 700 ft mere eller mindre lodret klippevæg, og på det tidspunkt har du allerede kæmpet dig afsted over 16 km - så begynder ordene "op" og "ned" at få en lidt anden mening for dig.
Det var til gengæld kampen værd. Lake Virgnia var endnu et vidunder.
 |
| Lake Virgnia. Hvad er himmel, hvad er sø? |
I de næste par dage gik turen over Silver Pass (10700 ft). Ned til Vermillion Lake (7900 ft), op igen over Bear Ridge (9800 ft), ned langs Bear Creek (8800 ft) og op over Selden Pass (10900 ft), for at klatre stejlt ned til Muir Trail Ranch og mit resupply stop. Undervejs var et interessant mix a stejle nålesving, sneklatring, turkis-blå smeltevandssøer og nogle knæ/lår dybe iskolde floder der skulle krydses. Og selvfølgelig ca 1 milliard myg der opførte sig som om, de havde sultet i flere år. Og et par vilde udsigter.. Jeg måtte dog sige farvel til min trail family, da de fleste tog en hviledag ved Vermillion Lake. Men der dukkede en ny en op!
 |
| Gletjser sø ved Siver Pass |
 |
| Silver Pass |
 |
| Selden Pass |
Anden etape: Muir Trail Ranch til Mount Whitney
Indtil videre forløb alting fuldstændig som smurt! Ingen vabler, masser af mad, forud i min egen plan, havde mødt nogle herlige mennesker og allerede været i bjergene i 8 dage. Vi var en større gruppe på vej til MTR den dag, og det meste af vejen fulgtes jeg med en fyr, Matt. Han havde hiket med folk fra min tidligere gruppe, så vi aftalte at campe sammen ved MTR og se om de ville dukke op senere den dag.
Med det tempo jeg havde gået indtil videre og min foreløbige plan om at gå ud ved Bubbs Creek, Kings Canyon, havde jeg pakket alt for meget mad til mig selv i min resupply bucket. Så i stedet for at slæbe for meget ekstra med videre, valgte jeg at lade en del af det blive ved MTR.
Flash forward til de kommende dage, hvor jeg kæmpede mig afsted på lange 25 km dage med 4000 ft stigning og
for lidt mad. Ooops!
Det startede med en uskyldig samtale omkring lejrbålet ved MTR, hvor Patrick (et nyt trail family medlem) nævnte at han havde en ekstra permit til komme op på Whitney Summit. Og jeg var selvfølgelige sådan: "nah, næh neeej det er fint, jeg går bare til Bubbs Creek - jeg behøver ikke gå til Whitney". Men når man sådan går for sig selv en hel dag, så når man at tænke mange tanker! Så dagen efter ændrede jeg mening, og måtte hike ekstra hurtigt for at indhente Patrick og sikre mig, at han ikke gav sin permit til en anden! Og så få fat på en gps-telefon, så jeg kunne kontakte Jonette og fortælle, at der var en ny destination til at blive hentet. Datoen ville dog forblive det samme, hvilket betød at jeg lagde 60 ekstra km til min tidsplan.
Alt sammen helt fint indtil bjergpassene begyndte at blive rigtig høje og rigtig stejle! Ooopsi!
 |
| Evolution Lake |
Det første pas (Muir Pass) efter MTR blev den første rigtige udfordring og en af grundene til, at vi i første omgang var gået sammen i en trail family. Vi havde alle hørt rygter om, at syd-siden af passet var fyldt med sne, klippeblokke og stenskred, og ingen af os havde lyst til at tackle det alene.
Efter en lang sej kamp op til passet måtte vi så prøve at finde en vej ned. Det er jo heldigvis relativt simpelt: Vi skal nedad! Men det meste af stien var enten dækket af våd, spejlglat sne, store sten eller oversvømmet af en iskold å. Flere steder var det tynde isbroer over stien og åen, som vi prøvede at undgå. Det lød ikke rart at bryde gennem sneen og falde ned i en smeltevandså!
Det tog os over 2 timer at klatre knap 2.5 km ned!
 |
| Toppen af Muir Pass (mod nord) |
 |
| Matt finder vej gennem sneen |
Efter Muir Pass startede dagene at danne et mønster: Klatre 3000-4000 ft op til et pas, gå samme mængde ned i en dal, klatre op igen, gå ned igen, repeat. Vi holdt sammen i vores lille trail family, så selvom vi ikke nødvendigs gik sammen i løbet af dagen (vi startede på forskellige tidspunkter om morgenen og gik i forskelligt tempo), så mødtes vi ved samme camp spot om aftenen. Det var super hyggeligt, at have nogen i camp hver dag, og eftersom jeg havde tilføjet en del intensitet til min oprindelig plan, var det rart at der var nogle til at give lidt positiv energi til de høje pas.
Både Matt og jeg havde lavvande i vores madbeholdning, så et par af dagene blev ekstremt hårde, hvor kosten mest bestod af et par energibarer og en enkel frysetørret middag om aftenen. Knap 2000 kcal på dage hvor vi nok forbrændte mindst 6000 kcal. Ikke så underligt at 25 km pludselig var ekstremt hårdt!
Vi var dog heldige, og fandt mad der var efterladt i et par Bear Boxes og et par af vores med-hikere havde pakket lidt for meget mad, så vi fik skrabet os nok sammen til at komme lidt over 2000 kcal om dagen. Det var en ret vild følelse dagen efter, at vi havde delt et ekstra måltid og gået relativt
mætte i seng, og vågnede op og praktisk talt fløj op over passet! Mad er altså virkelig vigtigt når man bevæger sig en hel dag!
 |
| Mather Pass |
Som vi kom længere og længere sydpå, blev bjergene højere, vildere og helt ekstremt smukke. Det var meget øde, og vi mødte færre og færre hikere på stien; et par enkle JMT-hikere på vej nordpå og et par skøre PCT-hikere på vej til Oregon, men ellers ingen weekend eller dagshikere. Vi var for langt i ødemarken nu. Telefonservice var for længst forsvundet, og vi var overladt til os selv, stien og bjergene. Det var fantastisk!
Vi prøvede så vidt muligt at campe ved højlandssøerne og komme så tæt på et pas som muligt, så vi kunne komme over på den anden side om morgenen. I løbet af eftermiddag havde der tit bygget sig et par tordenskyer op, og man har virkelig ikke lyst til at blive fanget på en bar klippevæg i 11.000-13.000 ft højde, når der er lyn og torden i luften.
Passene blev også mere og mere ekstreme. Hvor de tidlige pas og Muir Pass havde været lange og mere gradvise stigninger, var de sydlige pas langt mere stejle. Passet i sig selv var som et spidst tegnefilmsbjerg med kun et par meter på hver side af stien og lodrette klippevægge til højre og venstre. Det var både en meget dramatisk følelse at stå på spidsen af et højt pas, men også underligt antiklimaks; nu har man lige brugt hele morgenen på at kæmpe sig op, og så skal man bare gå direkte ned igen!
 |
| Glen Pass - jeg kom fra højre side, og skal ned på venstre side. |
 |
| Sne på Forester Pass |
Og så, lige pludselig, havde vi klatret over det sidste store pas (Forester Pass) og var ved foden af Mount Whitney. Hvilket for os betød, at vi var i knap 10.700 ft højde og "kun" havde 3000 ft ekstra op til Whitney Summit. Det var vores sidste camp og vores sidste aften. Jeg var ret udmattet. De 60 km ekstra jeg havde lagt til min rute, mangel på mad og ingen hviledage kunne helt klart mærkes i hele kroppen. På trods af gode lange nætters søvn (man går i seng og står op med solen, så sover ca 9pm-6am hver dag - dejligt mange timer!) og lidt ekstra mad de sidste dage, var musklerne godt brugte og skreg på hvile, så snart jeg startede dagen. Alligevel var det lidt vemodigt at tænke på, at vi snart var færdige. Vi havde snart klaret det.
Vores sidste dag var lang. Vi var stadig omkring 8 km og 3000 ft fra Whitney Summit, og efter det godt 17 km og hele 7000 ft ned til Whitney Portal, varme bade og civilisation. Så vi startede tidligt.
Meget tidligt! Jeg var på stien kl 4 om morgenen. Det var en lang sej kamp op de sidste nålesving. Stien var stejl, mørk og selv med målet i sigte var energien helt utrolig lav.
Efter godt 4 timers klatring kom vi op på Whitney Summit. Hele vejen op på det højeste bjerg i USA. 4500 meter højt - 14.505 ft. Isende koldt med et par løse skyer blæsende rundt om os. Det var så vildt et øjeblik. Hele vejen fra June Lake - 300 km, og nu stod jeg på toppen af Mount Whitney. Slutningen af John Muir Trail. Ja, jeg blev lidt overvældet af følelser og græd lidt.
 |
| Solopgang over The Sierras |
 |
| Glad på toppen af Whitney |
Og overraskende nok kom den hårdeste del af turen på det sidste stykke ned fra Whitney. 17 km stejlt nedad 7000 ft. Det blev mange, mange timers hårdt arbejde ned af nålesving. Vi var alle utroligt klar til et bad og rigtig mad, og nu så tæt på det, at det slet ikke var på tale at campe og gå resten dagen efter. Vi havde klaret Whitney. Vi havde klaret John Muir Trail. Tid til en kold øl!
Så vi kæmpede os ned og sidst på eftermiddagen, ca 12 timer efter vi havde startet på den anden side af Whitney, var vi nede. Over 300 km var gået, 12000 meter var blevet klatret op og knap det samme var gået ned igen. 18 dage i vildnisset. Og så pludselig ikke mere.
 |
| Velfortjente øl; Patrick, Matt og jeg |
Det er nok det mest vidunderlige bad, jeg nogensinde har taget! Håret blev vasket 3 gange og selv efter at have stået under bruseren i 10 min, skulle der stadig en del sæbe til at få støvet af mine ben. Aldrig har man følt sig så ren!
Det var en skøn følelse
ikke at skulle tage sin taske på den følgende morgen, men bare kunne slappe af i bilen på vej tilbage. Det var fantastisk at gå ind på et toilet med et spejl, rindende vand og et sæde at sidde på! Det var fedt at blive oppe, selv efter det var blevet mørkt og simpelthen bare slukke lyset. Alle de småting der virker så simple og normale, som det pludselig går op for en, man har savnet.
På trods af al den luksus hverdagen har, er jeg mere en klar til at komme tilbage i vildnisset!
Den totale frihed det er bare at vandre. Det eneste det gælder om er at komme fra A til B. Der er ingen vægge, ingen forpligtigelser, ingen email, telefonservice eller facebook. Der er bare dig, din taske, stien og bjergene. Den dybe stilhed og mørke der er om aftenen og den vildeste stjernehimmel du nogensinde kunne forestille dig. Trump kunne have startet en atomkrig og alle kunne være blevet til zombier, og os på stien ville have absolut ingen idé om det. Det er så isoleret, så fredfyldt og så simpelt.
Hvis ikke der lige var den lille-bitte detalje med en Master Thesis, jeg bør skrive, så havde jeg fortsat på stien i mange uger endnu. Men hvem ved; hvis der ikke dukker et bedre alternativ op, så ses jeg jo nok med Pacific Crest Trail til foråret..
Adventure is out there! Go hike!
PS; Det er en utroligt lille samling billeder, der er uploadet her. Jeg har simpelthen så mange, og det var virkelig svært at udvælge, hvem der fortjente at komme på bloggen. Måske der kommer en opfølgende blogpost en dag med flere.. Indtil videre må I tage mit ord på, at hver dag bød på fuldstændig overvældende udsigter..
Og man kan udforske stien nærmere her:
Kort over ruten
Tak til far for at være lige så nørd som jeg og samle alle mine gps punkter sammen !
